Klubbens etikette regler

Det skal være sjovt og rart, at spille golf på Passebækgård Golf Klub. Derfor har bestyrelsen og baneejer sat nogle retningslinjer for hvordan man opfører sig på banen.

Beklædning: Man må ikke komme iført shorts, som vi kender dem fra fodbold og håndbold.

Ok påklædning

Ok påklædning

Ikke ok

TILLADT:

  • Poloshirt med og uden ærmer
  • Bluse med turtleneck
  • Skjorte med ærmer
  • Lange benklæder
  • Golfshorts
  • Jeans (må ikke være slidte eller hullede)

For kvinder tillades desuden

  • Nederdel i knælængde
  • Poloshirt uden ærmer

FRABEDES:

  • Joggingtøj af enhver art
  • Hullet eller slidt tøj
  • T-shirt / undertrøjer / toppe
  • Fodboldtrøjer
  • Nedringede bluser
  • Lårkorte shorts
  • Hovedbeklædning i klubhus samt restaurant

Det er bedst at have golfsko på, så man står bedre fast, specielt når græsset er lidt vådt. Ellers kan man bruge løbesko. Det er ikke tilladt at bruge støvler, da de laver mærker på greens.

Det er tilladt at medbringe hund, dog skal den altid holdes i snor. Medbring altid hundeposer og brug dem!

Vi ønsker ikke at man råber eller taler grimt til andre. Man må selvfølgelig godt grine og snakke sammen men det skal ske på sådan en måde, at man ikke genere andre spillere. Altså sober tale og ingen taler grimt til eller om andre.

Man står altid stille og taler ikke sammen, når en spiller skal til at slå.

Færdsel på banen

Hvis man går ude og spiller og bliver presset bagfra af en flerbold der går hurtigere, skal man lukke igennem, hvis der er 1 frit hul foran. Det skaber propper og irritation, hvis man ikke lukker igennem. Så husk at tænke på de andre, som er lidt hurtigere. Hold tempo, eller luk igennem.

Vi skal også passe på banen. Der er alt, alt for mange nedslagsmærker på greens. Vi skal være bedre til at reparere hullerne, så husk at din pitchfork skal være i lommen og ikke i bag.

Vi skal også være bedre til at lægge det græs man slå op, på plads. Der er alt for mange turfhuller, og det er rigtig ærgerligt, når ens bold ligger i sådan et hul.

Skal riverne ligge i eller udenfor bunkeren? Det gør ikke så meget hos os, fordi vi har nogle specielle river med bøjet skaft. Men gør det til en regel at efterlade riven så takkerne er i sandet og skaftet på græsset. Gerne i spille-længde-retning.